Artikel

Forskning og metode

- udarbejdet af biolog og PhD Thuri Kledal, ekspert i naturbaseret sundhedsfremme og nordisk skovbad. 

Naturbaseret sundhedsfremme er en forskningsbaseret tilgang, hvor naturkontakt anvendes til at styrke mental sundhed, regulere nervesystemet og forebygge stress. Her finder du en samlet introduktion til nature-based health interventions (NBHIs), nature connectedness og nordisk skovbad – med afsæt i psykologisk og biologisk forskning.

Hvad er naturbaseret sundhedsfremme

Nature-Based Health Interventions (NBHIs)

Nature-Based Health Interventions (NBHIs)er strukturerede sundhedsfremmende indsatser, hvor kontakt med natur anvendes systematisk til at støtte mental sundhed, reducere stress og forbedre fysiologisk regulering. Begrebet anvendes i stigende grad i forskningen som en samlebetegnelse for interventioner, hvor naturkontakt indgår som en central komponent i forebyggelse og behandling af både mentale og fysiske belastningstilstande (Frumkin et al., 2017; Shanahan et al., 2019).

NBHIs omfatter blandt andet:

• guidet naturkontakt

• skovbadning (forest bathing)

• naturterapi

• naturbaseret stressreduktion

• grøn rehabilitering

• naturbaserede aktivitetsforløb
  
  

Forskningen peger på, at naturbaserede interventioner kan have målbare effekter på både mental sundhed og fysiologiske stressmarkører. Systematiske reviews viser blandt andet sammenhæng mellem NBHIs og reduceret stressniveau, forbedret psykologisk trivsel og bedre selvregulering (Corazon et al., 2019; Bratman et al., 2019). En større metaanalyse dokumenterer desuden sammenhænge mellem adgang til natur og lavere forekomst af stressrelaterede sygdomme, depression og hjerte-karsygdomme (Twohig-Bennett & Jones, 2018).

Inden for offentlig sundhed anvendes NBHIs i stigende grad som en del af forebyggende strategier. I flere europæiske lande arbejdes der med såkaldte grønne recepter, hvor naturbaserede aktiviteter anbefales som støtte til mental sundhed og stressreduktion (Bragg & Atkins, 2016; Frumkin et al., 2017). Europæiske forskningsprojekter som GreenME (Green Mind for Mental Health in Europe) arbejder tilsvarende med at integrere naturbaserede interventioner i sundhedssystemer og dokumentere deres betydning for mental trivsel og forebyggelse af stressrelaterede belastningstilstande.

NBHIs kan forstås inden for et bio-psyko-socialt perspektiv, hvor naturen indgår som en aktiv regulatorisk faktor, der påvirker nervesystemets funktion, følelsesregulering og kognitive processer (Engel, 1977; Ulrich et al., 1991). Ophold i naturlige omgivelser er blandt andet forbundet med reduceret sympatisk aktivering og øget parasympatisk aktivitet, hvilket understøtter restitution og mental balance (Park et al., 2010; Song et al., 2016).

Forskningen peger samtidig på, at effekten af naturbaserede interventioner ikke alene afhænger af selve naturmiljøet, men også af hvordan naturen anvendes. Strukturerede forløb med guidning og sanselig opmærksomhed ser ud til at give mere konsistente resultater end tilfældig naturkontakt (Bielinis et al., 2021; Hansen et al., 2017). Dette understreger betydningen af fagligt funderede metoder inden for naturbaseret sundhedsfremme.

NBHIs repræsenterer dermed en udvikling mod en mere integrativ forståelse af mental sundhed, hvor menneskelig trivsel opstår i samspillet mellem biologi, psyke og omgivelser (Frumkin et al., 2017). Inden for denne ramme udgør praksisser som skovbadning og naturterapi konkrete metoder til at arbejde systematisk med naturens sundhedsfremmende potentiale.

Nature connectedness

Nature connectedness - naturforbundethed, betegner graden af oplevet forbindelse mellem mennesket og den levende natur og betragtes i dag som et centralt psykologisk begreb inden for naturbaseret sundhedsfremme. Begrebet beskriver ikke blot hyppigheden af naturkontakt, men den kvalitative oplevelse af at være forbundet med naturen gennem sanser, følelser og opmærksomhed (Mayer & Frantz, 2004; Richardson et al., 2019).

Forskningen viser, at nature connectedness hænger sammen med en række indikatorer på mental sundhed og psykologisk trivsel. Systematiske reviews og metaanalyser peger på sammenhænge mellem naturforbindelse og højere grad af psykologisk trivsel, lavere oplevet stress og større følelsesmæssig stabilitet (Capaldi et al., 2014; Pritchard et al., 2020; Martin et al., 2020). Studier viser også, at personer med stærkere naturforbindelse oftere rapporterer en oplevelse af mening og sammenhæng i deres liv, hvilket betragtes som centrale elementer i psykisk sundhed (Pritchard et al., 2020).

Inden for forskningen skelnes der mellem naturkontaktog naturforbindelse. Naturkontakt beskriver den faktiske eksponering for natur, mens nature connectedness beskriver den psykologiske relation til naturen. Studier viser, at det ikke alene er mængden af tid i naturen, men måden naturen opleves på, der har betydning for mental sundhed (Richardson et al., 2019; Lumber et al., 2017).

Sanselig opmærksomhed, langsomt tempo og direkte oplevelse af naturen ser ud til at være centrale faktorer i udviklingen af naturforbindelse. Eksperimentelle studier viser, at nature connectedness kan styrkes gennem relativt enkle praksisser som opmærksomhed på sanserne, kontakt med naturlige materialer og langsom bevægelse i landskabet (Lumber et al., 2017; Richardson et al., 2019). Disse fund understøtter brugen af strukturerede naturbaserede metoder inden for nature-based health interventions (NBHIs).

Fra et psykologisk perspektiv kan nature connectedness forstås som en oplevet integration mellem menneskets indre og ydre miljø. Denne integration kan reducere oplevelsen af mental fragmentering og understøtte følelsen af stabilitet og sammenhæng (Pritchard et al., 2020). Naturforbindelse er derfor ikke alene et spørgsmål om trivsel, men også om menneskets grundlæggende orientering i verden.

Nyere forskning peger samtidig på, at nature connectedness ikke alene har betydning for mental sundhed, men også for menneskers adfærd i forhold til natur og miljø. Personer med højere naturforbindelse udviser i gennemsnit større ansvarlighed over for naturen og større motivation for bæredygtig handling (Martin et al., 2020; Richardson et al., 2020). Nature connectedness betragtes derfor i stigende grad som et centralt psykologisk grundlag for en bæredygtig fremtid.

Inden for naturbaseret sundhedsfremme fungerer nature connectedness som et bindeled mellem psykologiske processer og fysiologisk regulering. Sanselig tilstedeværelse i naturen kan samtidig påvirke nervesystemets aktivitet og understøtte mental restitution, hvilket danner grundlag for de fysiologiske effekter af naturkontakt, der beskrives i næste afsnit (Ulrich et al., 1991; Berman et al., 2008).

Nordisk skovbad

Nordisk skovbader en struktureret naturbaseret praksis, hvor langsomt tempo, sanselig opmærksomhed og rolig tilstedeværelse i naturen anvendes til at støtte mental restitution og fysiologisk regulering. Metoden bygger på den japanske praksis Shinrin-Yoku (forest bathing), som siden 1980’erne har været anvendt som forebyggende sundhedsindsats, men er videreudviklet i en nordisk kontekst med fokus på landskab, årstidsrytmer og sanselig naturkontakt (Li, 2010; Song et al., 2016).

Skovbadning adskiller sig fra almindelige gåture ved, at formålet ikke er motion eller præstation, men en rolig og opmærksom tilstedeværelse i naturen. Tempoet er langsomt, og deltagerne inviteres til at være opmærksomme på sanseindtryk som lys, lyde, temperatur, bevægelse og organiske former. Denne form for opmærksomhed er forbundet med reduceret mental belastning og forbedret restitution (Song et al., 2016; Hansen et al., 2017).

Forskning i skovbadning viser målbare fysiologiske ændringer under ophold i skovmiljøer. Studier har dokumenteret lavere koncentration af stresshormonet kortisol, lavere puls og blodtryk samt øget aktivitet i det parasympatiske nervesystem under skovbadning sammenlignet med ophold i bymiljøer (Park et al., 2010; Song et al., 2016; Lee et al., 2014). Skovbadning er desuden forbundet med forbedret immunfunktion, blandt andet gennem øget aktivitet i kroppens naturlige dræberceller efter ophold i skovmiljøer (Li, 2010).

Systematiske reviews konkluderer samlet, at skovbadning kan bidrage til reduktion af stress, forbedret mental sundhed og bedre fysiologisk balance (Hansen et al., 2017; Twohig-Bennett & Jones, 2018). Effekterne forklares blandt andet gennem samspillet mellem sanseindtryk, vegetationsstruktur, naturlige lyde og kemiske signalstoffer fra planter og træer. Selvom forskningen har undersøgt skovbadets fysiologiske effekter er der stadig behov for yderligere forskning for at kende langtidseffekterne af skovbadet på kroppens funktioner ligesom, at det er vigtigt at undersøge forskelle mellem effekterne af skovbad i en skov bestående primært af nåletræer sammenlignet med en skov af bøge- eller andre løvfældende træer som dominerende art (Thuri Kledal). 

Den nordiske tilgang til skovbadning lægger særlig vægt på mødet med den lokale natur og de skiftende årstider. Landskaber med åbne horisonter, skov, kystområder og varieret vegetation skaber forskellige sanseoplevelser, som kan understøtte opmærksomhed og restitution. Årstidernes skiften påvirker samtidig lysforhold, temperatur og vegetationsudvikling, hvilket giver naturkontakten en rytmisk karakter.

Inden for naturbaseret sundhedsfremme forstås nordisk skovbad som en form for nature-based health intervention (NBHI), hvor naturkontakt anvendes systematisk til at støtte mental sundhed og regulere nervesystemet (Corazon et al., 2019; Shanahan et al., 2019). Studier peger på, at guidede forløb kan styrke deltagernes naturforbindelse og skabe mere konsistente effekter end ustruktureret naturkontakt (Bielinis et al., 2021).

Nordisk skovbad kan dermed forstås som en metode, hvor sanselig opmærksomhed, langsomt tempo og direkte kontakt med naturlige omgivelser understøtter kroppens evne til selvregulering. Denne proces er tæt knyttet til de fysiologiske mekanismer, der aktiveres under ophold i naturen, og som beskrives nærmere i det følgende afsnit om naturkontaktens fysiologiske effekter.

Fysiologiske effekter af naturkontakt

Forskning fra medicin, fysiologi og psykologi viser, at ophold i naturlige omgivelser kan medføre målbare fysiologiske ændringer i kroppen. Naturkontakt påvirker blandt andet det autonome nervesystem, hormonbalancen, immunfunktionen og hjernens opmærksomhedssystemer (Frumkin et al., 2017; Twohig-Bennett & Jones, 2018).

Disse fysiologiske reaktioner betragtes som centrale mekanismer bag naturens dokumenterede effekt på mental sundhed og stressreduktion og danner grundlaget for mange nature-based health interventions (NBHIs).

Regulering af nervesystemet
En af de bedst dokumenterede effekter af naturkontakt er påvirkningen af det autonome nervesystem. Studier viser, at ophold i naturen er forbundet med reduceret sympatisk aktivering og øget parasympatisk aktivitet, hvilket understøtter kroppens evne til restitution og regulering (Park et al., 2010; Song et al., 2016; Lee et al., 2014).

Denne regulering kan blandt andet måles som:

• lavere puls (Song et al., 2016)

• lavere blodtryk (Park et al., 2010)

• øget hjertevariabilitet (Lee et al., 2014)

• reduceret fysiologisk stressrespons (Ulrich et al., 1991)
  
  

Systematiske reviews viser samlet, at naturkontakt er konsistent forbundet med forbedret autonom regulering og reduceret fysiologisk belastning (Twohig-Bennett & Jones, 2018; Corazon et al., 2019). Naturmiljøer ser ud til at blive tolket af hjernen som relativt trygge omgivelser, hvilket bidrager til at dæmpe kroppens stressrespons og fremme restitution (Ulrich et al., 1991; Bratman et al., 2019).

Stresshormoner og hormonbalance
Flere studier har dokumenteret, at ophold i skovmiljøer er forbundet med lavere koncentrationer af stresshormonet kortisol sammenlignet med ophold i bymiljøer (Park et al., 2010; Song et al., 2016).

Kortisol spiller en central rolle i kroppens stressrespons, og vedvarende forhøjede niveauer er forbundet med både mentale og fysiske belastningstilstande. Reduktion i kortisolniveauer betragtes derfor som en vigtig indikator for fysiologisk restitution (McEwen, 2007).

Naturkontakt er desuden forbundet med forbedret søvnkvalitet og stabilisering af døgnrytmer, blandt andet gennem eksponering for naturligt dagslys og variationer i lysintensitet (Hunter et al., 2019; Grigsby-Toussaint et al., 2020).

Immunfunktion og phytoncider

Forskning tyder på, at ophold i skovmiljøer kan påvirke immunfunktionen positivt. Studier har vist øget aktivitet i kroppens naturlige dræberceller (NK-celler) efter ophold i skovområder, hvilket indikerer en styrkelse af immunforsvaret (Li, 2010; Li et al., 2006).

En del af forklaringen kan være eksponering for flygtige organiske forbindelser fra planter og træer, ofte betegnet phytoncider. Disse forbindelser udskilles naturligt af træer og kan påvirke menneskers fysiologi gennem indånding (Antonelli et al., 2020).

Phytoncider forbindes blandt andet med:

• øget NK-celleaktivitet

• reduceret stressrespons

• forbedret autonom regulering
  
  

Selv om mekanismerne stadig undersøges, peger flere studier på, at plantebaserede luftstoffer kan være en del af forklaringen på skovmiljøers sundhedsfremmende effekter (Li, 2010; Antonelli et al., 2020).

Opmærksomhed og mental restitution

Naturkontakt påvirker ikke kun kroppen, men også hjernens funktion. Psykologisk forskning viser, at ophold i naturen kan forbedre opmærksomhed og mental klarhed sammenlignet med ophold i urbane miljøer (Berman et al., 2008).

Denne effekt forklares blandt andet gennem Attention Restoration Theory, som beskriver hvordan naturlige omgivelser giver hjernen mulighed for at restituere efter længere perioder med koncentrationskrævende arbejde (Kaplan & Kaplan, 1989; Berman et al., 2008).

Mental restitution er tæt forbundet med evnen til at træffe beslutninger, løse problemer og bevare overblik i komplekse situationer, hvilket gør naturkontakt relevant både for mental sundhed og arbejdsliv (Bratman et al., 2019).

En integreret fysiologisk respons

De fysiologiske effekter af naturkontakt opstår ikke gennem én enkelt mekanisme, men gennem et samspil mellem flere påvirkninger, herunder sanseindtryk, bevægelse, lysforhold og kemiske signalstoffer fra planter (Frumkin et al., 2017; Bratman et al., 2019).

Denne samlede påvirkning kan forstås som en integreret reguleringsproces, hvor nervesystem, hormonsystem og immunfunktion påvirkes samtidig. Det er netop denne helhedsvirkning, der gør naturkontakt til en central komponent i naturbaseret sundhedsfremme og nature-based health interventions (NBHIs).

De fysiologiske effekter danner samtidig et biologisk grundlag for praksisser som naturterapi og skovbadning, hvor naturkontakt anvendes systematisk til at støtte mental sundhed og menneskelig trivsel.

Naturkontakt og hormonelle overgangsperioder

Nyere forskning peger på, at naturkontakt også kan have betydning for kvinders trivsel under perimenopause og menopause, hvor hormonelle forandringer ofte ledsages af søvnforstyrrelser, stressfølsomhed og ændringer i følelsesmæssig stabilitet.

Disse livsfaser er karakteriseret ved ændringer i blandt andet østrogenniveauer, som påvirker både nervesystemets regulering, søvnkvalitet og kroppens stressrespons (Greendale et al., 2019). Mange kvinder oplever i denne periode øget fysiologisk sårbarhed over for stressbelastning og ændringer i autonom regulering (Baker et al., 2018).

Naturkontakt kan i denne sammenhæng bidrage gennem de samme reguleringsmekanismer, som er beskrevet for naturbaseret sundhedsfremme generelt, herunder reduktion af stressrespons og forbedret autonom balance (Twohig-Bennett & Jones, 2018; Hunter et al., 2019).

Studier viser blandt andet, at adgang til grønne omgivelser er forbundet med bedre mental sundhed og lavere stressniveau blandt midaldrende kvinder (Roe et al., 2017). Naturkontakt er desuden forbundet med forbedret søvnkvalitet og stabilisering af døgnrytmer, hvilket er særligt relevant under hormonelle overgangsperioder (Grigsby-Toussaint et al., 2020).

Ophold i naturlige omgivelser kan samtidig understøtte regulering af det autonome nervesystem og reducere fysiologisk stressbelastning, hvilket kan være med til at dæmpe nogle af de symptomer, der ofte opstår i overgangsalderen, såsom uro, søvnproblemer og mental træthed (Song et al., 2016; Lee et al., 2014).

Selv om forskningen i naturkontakt og menopause fortsat er under udvikling, peger eksisterende studier på, at naturbaseret sundhedsfremme kan udgøre en relevant støtte til trivsel og regulering i denne livsfase. Naturkontakt kan her forstås som en stabiliserende faktor, der understøtter kroppens evne til at tilpasse sig hormonelle forandringer gennem regulering af nervesystem, søvn og stressrespons.

Denne sammenhæng illustrerer, hvordan naturbaseret sundhedsfremme ikke alene retter sig mod sygdom eller symptomer, men også kan støtte kroppens naturlige tilpasningsprocesser gennem livets biologiske overgange.

Naturterapi

Naturterapier en terapeutisk praksis, hvor naturen indgår som en aktiv del af arbejdet med menneskers mentale, følelsesmæssige og kropslige trivsel. I naturterapi foregår processen i direkte kontakt med levende omgivelser – for eksempel skov, landskab, planter, vejr og årstidernes rytmer – som bliver en del af det, der støtter regulering, indsigt og forandring.

Naturterapi bygger på forståelsen af, at mennesket ikke er adskilt fra naturen, men biologisk og psykologisk forbundet med den. Når vi opholder os i naturen med opmærksomhed og nærvær, påvirkes kroppens reguleringssystemer. Stress kan reduceres, opmærksomheden kan genopbygges, og følelsesmæssig balance kan styrkes (Park et al., 2010; Berman et al., 2008; Bratman et al., 2019). Samlet viser forskning, at naturbaserede interventioner kan understøtte mental sundhed og anvendes både forebyggende og behandlende (Twohig-Bennett & Jones, 2018; Kaleta et al., 2025).

Forskning inden for naturterapi viser, at strukturerede naturterapeutiske forløb kan bidrage til reduktion af stresssymptomer, forbedret mental sundhed og øget psykologisk stabilitet (Annerstedt & Währborg, 2011; Corazon et al., 2019). Naturbaserede terapiforløb er blandt andet blevet anvendt i rehabilitering af stressramte borgere og patienter med udbrændthed, hvor naturmiljøer understøtter både fysiologisk regulering og psykologisk bearbejdning (Stigsdotter et al., 2018). Studier peger desuden på, at naturbaseret terapi kan styrke oplevet trivsel og naturforbundethed hos deltagere (Joschko et al., 2023).

Naturterapi indgår i dag i et voksende europæisk forskningsfelt inden for nature-based health interventions (NBHIs), hvor naturbaserede metoder anvendes i sundhedsfremme og behandling. Europæiske forskningsprojekter som Green Mind for Mental Health in Europe (GreenME)arbejder med at dokumentere og udvikle naturbaserede terapeutiske metoder samt integrere naturbaserede interventioner i sundhedssystemer og forebyggende indsatser (GreenME Consortium, 2023–).

I naturterapi forstås naturen derfor ikke blot som en ramme eller et sted, man opholder sig. Naturen betragtes som et miljø, der i sig selv kan regulere, spejle og støtte menneskelige processer. Naturens rytmer, former og sanselige påvirkninger kan skabe adgang til oplevelser og erkendelser, som ofte er svære at nå gennem refleksion alene. Oplevet forbundethed med naturen hænger tæt sammen med øget trivsel og oplevelse af sammenhæng mellem menneske og omgivelser (Joschko et al., 2023).

Naturterapiens teoretiske fundament

Det teoretiske grundlag for naturterapi er blandt andet udviklet inden for økopsykologi, hvor menneskets psykologiske trivsel forstås som tæt forbundet med relationen til naturen. Inden for radical ecopsychologybeskriver psykologen Andy Fisher mennesket som en del af større økologiske systemer, hvor psykologisk balance ikke alene afhænger af individuelle forhold, men også af relationen til den levende verden (Fisher, 2013). Psykologiske belastninger kan i denne forståelse delvist ses som udtryk for en svækket forbindelse mellem mennesket og det levende miljø.

Linda Buzzell og Craig Chalquist beskriver i deres arbejde med ecotherapy, hvordan naturkontakt kan understøtte psykologisk integration og skabe en oplevelse af sammenhæng mellem mennesket og omgivelserne. Naturen fungerer her som en aktiv deltager i terapeutiske processer og ikke blot som baggrund for samtale (Buzzell & Chalquist, 2009).

Den britiske psykoterapeut Martin Jordan har tilsvarende beskrevet naturterapi som en relationel praksis, hvor terapeutiske processer opstår i mødet mellem menneske og natur. Naturen kan i denne forståelse fungere som et regulerende og stabiliserende miljø, hvor klienten får mulighed for at erfare sig selv i en større sammenhæng (Jordan, 2015).

Disse perspektiver har været med til at forme moderne naturterapi, hvor naturen betragtes som den primære terapeutiske kraft, og hvor den professionelle rolle i høj grad er at støtte og facilitere mødet mellem menneske og natur.

Naturen som terapeutisk medspiller

Det terapeutiske arbejde kan foregå på forskellige måder. Nogle gange støttes deltageren gennem samtale og refleksion, hvor oplevelser fra naturen hjælper med at skabe indsigt i følelser, mønstre eller livssituationer. Andre gange er fokus på den direkte kropslige erfaring af naturens regulerende virkning gennem sanselige øvelser, stilhed og nærvær. I begge tilfælde er det mødet mellem menneske og natur, der er det centrale terapeutiske element.

Naturterapi kan derfor både anvendes som behandling ved psykisk belastning og som støtte til personlig udvikling, livsafklaring og trivsel. Fælles for alle former er, at naturen ikke blot danner baggrund for processen, men indgår som en aktiv og sundhedsfremmende medspiller, hvis virkninger opleves direkte gennem kroppen.

Naturterapi er dermed ikke én enkelt metode, men en fælles betegnelse for forskellige terapeutiske tilgange, der arbejder med naturkontakt som en central del af processen. Det kan omfatte sansende naturtilstedeværelse, klinisk integreret psykoterapi i naturen, udviklingsforløb i vild natur eller relationelt orienterede økopsykologiske praksisser.

Samlet peger både forskning og teori på, at naturterapi repræsenterer en helhedsorienteret forståelse af sundhed, hvor biologisk regulering, psykologisk udvikling og menneskets relation til naturen ses som tæt forbundne dimensioner af trivsel. Naturterapi udgør dermed en central del af moderne nature-based health interventions (NBHIs)og en praktisk anvendelse af naturbaseret sundhedsfremme.

Regenerativ ledelse

Regenerativ ledelseer en tilgang til organisation og ledelse, hvor menneskelig trivsel, organisatorisk robusthed og ansvarlig forvaltning af naturens ressourcer forstås som gensidigt forbundne. Regenerativ ledelse bygger på erkendelsen af, at organisationer fungerer som levende systemer, hvor mennesker, materialer, energi og omgivelser påvirker hinanden kontinuerligt. I denne forståelse bliver trivsel og mental sundhed ikke alene individuelle anliggender, men grundlæggende betingelser for organisationers evne til at fungere stabilt og udvikle sig over tid (Hutchins & Storm, 2019; Wahl, 2016; Capra & Luisi, 2014).

Regenerativ ledelse repræsenterer et skifte fra en lineær forståelse af organisationer som produktionsenheder mod en økosystemisk forståelse, hvor virksomheder ses som indlejret i større biologiske og sociale systemer. Organisationers stabilitet afhænger i denne forståelse både af medarbejdernes trivsel og af ansvarlig forvaltning af naturens ressourcer (Wahl, 2016; Capra & Luisi, 2014).

I de senere år er der opstået stigende interesse for regenerative organisationsformer som svar på udbredt arbejdsrelateret stress og organisatorisk kompleksitet. Forskning viser, at kronisk arbejdspres og vedvarende stressbelastning påvirker både beslutningsevne, samarbejde og organisatorisk stabilitet (McEwen, 2007; Ganster & Rosen, 2013). Ledelsesformer, der understøtter restitution og psykologisk tryghed, er derfor blevet centrale i moderne organisationsforskning (Edmondson, 2019).

Internationale organisationsstudier viser samtidig, at virksomheder, der arbejder systematisk med medarbejderes trivsel og sundhed, opnår højere produktivitet, lavere sygefravær og bedre fastholdelse af medarbejdere. Analyser fra McKinsey Health Institutepeger på, at forbedret medarbejdersundhed ikke alene har betydning for trivsel, men også kan skabe betydelig økonomisk værdi gennem øget produktivitet og organisatorisk stabilitet (McKinsey Health Institute, 2023). Disse resultater understøtter forståelsen af trivsel som en strategisk faktor i organisationers langsigtede udvikling.

Naturbaseret sundhedsfremme spiller i denne sammenhæng en vigtig rolle ved at understøtte medarbejderes og lederes fysiologiske regulering og mentale klarhed. Studier viser, at naturkontakt kan forbedre opmærksomhed og beslutningsevne, hvilket er centrale kompetencer i komplekse arbejdssituationer (Berman et al., 2008; Bratman et al., 2019). Reduktion af fysiologisk stressbelastning er samtidig forbundet med bedre samarbejde og større organisatorisk stabilitet (McEwen, 2007; Ganster & Rosen, 2013).

Ressourcer og materielle kredsløb

En central dimension i regenerativ ledelse er organisationens forhold til råstoffer og ressourcer. Regenerative organisationer arbejder ikke alene med menneskelige ressourcer, men også med de materielle kredsløb, der ligger til grund for produktion og værdiskabelse. Organisationer forstås som indlejret i økologiske kredsløb, hvor ressourceforbrug og værdiskabelse er tæt forbundne (Wahl, 2016; Capra & Luisi, 2014).

I biologiske systemer opretholdes stabilitet gennem cirkulation af energi og materialer, hvor affald fra én proces bliver ressource i en anden. Disse principper har inspireret udviklingen af regenerative organisationsmodeller og cirkulære produktionsformer (Geissdoerfer et al., 2017; Ellen MacArthur Foundation, 2019).

Cirkulær økonomi er et centralt element i denne udvikling. Produkter og processer designes med henblik på genbrug, reparation og genanvendelse af materialer, så ressourceforbrug reduceres og materialernes værdi bevares over længere tid (Geissdoerfer et al., 2017). Organisationer, der arbejder med cirkulære principper, søger dermed at skabe stabile materialekredsløb som en del af deres langsigtede strategi.

Regenerativ ledelse udvider denne forståelse ved ikke alene at fokusere på reduktion af belastning, men også på genopbygning af ressourcer og økologiske systemer. Organisationer kan for eksempel arbejde med biodiversitet, regenerativt landbrug eller reduktion af miljøbelastning som integrerede dele af deres forretningsmodel (Hutchins & Storm, 2019; Wahl, 2016).

Biomimicry og naturens principper

En vigtig inspirationskilde i regenerativ ledelse er biomimicry, hvor naturens organisering og designprincipper anvendes som model for innovation og organisationsudvikling. Biomimicry bygger på erkendelsen af, at biologiske systemer gennem evolution har udviklet effektive måder at organisere ressourcer, energi og samarbejde på (Benyus, 1997).

I naturen opretholdes stabilitet gennem balance mellem vækst og restitution, variation i tempo og samarbejde mellem forskellige organismer. Disse principper kan anvendes som inspiration for organisationer, der ønsker at skabe mere stabile og tilpasningsdygtige strukturer (Capra & Luisi, 2014; Wahl, 2016).

Biologisk inspiration anvendes i dag både i produktdesign, materialevalg og organisationsudvikling, hvor naturlige systemers evne til selvregulering og ressourceeffektivitet fungerer som model for innovation (Benyus, 1997).

ESG og bæredygtig værdiskabelse

I erhvervslivet integreres regenerative principper i stigende grad gennem rammer som ESG (Environmental, Social and Governance), hvor virksomheder arbejder systematisk med miljøpåvirkning, sociale forhold og ansvarlig ledelse. ESG repræsenterer et skridt mod en mere helhedsorienteret forståelse af virksomheders ansvar og langsigtede stabilitet (Eccles et al., 2014).

Virksomheder med stærke ESG-strategier viser i gennemsnit større stabilitet og lavere risikoprofil, hvilket har bidraget til en stigende interesse for bæredygtige organisationsformer blandt investorer (Eccles et al., 2014).

Regenerativ ledelse kan ses som en videreudvikling af bæredygtigheds- og ESG-tilgange, hvor fokus ikke alene er at reducere negativ påvirkning, men at skabe positive bidrag til både mennesker og økosystemer (Hutchins & Storm, 2019; Wahl, 2016).

Et helhedsorienteret organisationsperspektiv

Regenerativ ledelse kan dermed forstås som en helhedsorienteret tilgang, hvor organisationer arbejder med både:

• menneskelig trivsel og fysiologisk regulering

• organisatorisk samarbejde og kultur

• ressourceforbrug og materialekredsløb

• økonomisk stabilitet

• påvirkning af økosystemer
  
  

I denne forståelse ses organisationer som levende systemer, hvor menneskelige og materielle ressourcer indgår i fælles kredsløb. Organisationers evne til at fungere stabilt afhænger derfor både af medarbejdernes trivsel og af ansvarlig forvaltning af naturens ressourcer.

Naturbaseret sundhedsfremme indgår i dette perspektiv som en metode til at understøtte den menneskelige dimension af regenerative organisationer og forbinder biologisk viden om menneskelig regulering med organisatorisk praksis.

Naturbaserede metoder i arbejdslivet

Naturbaseret sundhedsfremme kan integreres i arbejdslivet gennem konkrete metoder, der understøtter fysiologisk regulering, mental klarhed og samarbejde. Disse metoder gør det muligt at omsætte principperne fra naturbaseret sundhedsfremme og regenerativ ledelse til praktisk organisationsudvikling.

Forskning viser, at selv kortvarig kontakt med natur kan have målbare effekter på stressniveau, opmærksomhed og følelsesmæssig regulering (Bratman et al., 2019; Twohig-Bennett & Jones, 2018). Naturbaserede metoder kan derfor integreres i arbejdsdagen som en måde at understøtte både trivsel og organisatorisk stabilitet.

Udendørs møder

Udendørs møder er en enkel og effektiv måde at integrere naturkontakt i arbejdslivet på. Ophold i grønne omgivelser er forbundet med lavere stressniveau og forbedret mental restitution sammenlignet med ophold i indendørs miljøer (Hartig et al., 2014).

Udendørs møder reducerer samtidig stillesiddende belastning og giver deltagerne mulighed for at regulere opmærksomhed og stressniveau gennem kontakt med omgivelserne. Naturmiljøer kan skabe en mere åben og mindre hierarkisk mødeform, hvilket kan understøtte dialog og samarbejde. Studier viser, at medarbejdere med adgang til grønne omgivelser på arbejdspladsen oplever højere trivsel og lavere stressniveau (Lottrup et al., 2013).

Walk-and-talk møder

Walk-and-talk møder kombinerer bevægelse med naturkontakt og anvendes i stigende grad i organisationer. Eksperimentelle studier viser, at gående møder kan forbedre kreativitet og problemløsning sammenlignet med stillesiddende møder (Oppezzo & Schwartz, 2014).

Bevægelse stimulerer kredsløbet og understøtter kognitiv funktion, mens naturkontakt bidrager til mental restitution. Kombinationen af bevægelse og naturkontakt kan derfor understøtte refleksion og beslutningstagning i komplekse arbejdssituationer.

Walk-and-talk møder anvendes blandt andet i ledelsescoaching og strategiske samtaler, hvor den uformelle ramme kan understøtte refleksion og klarhed.

Naturbaseret teambuilding

Naturbaserede teambuildingforløb anvender naturmiljøer som ramme for samarbejdsøvelser og fælles refleksion. Naturmiljøer kan reducere stressniveau og øge følelsen af samhørighed, hvilket kan styrke relationer og samarbejde i teams (Bratman et al., 2019).

Studier viser, at naturbaserede gruppeforløb kan forbedre trivsel og social sammenhængskraft samt reducere oplevet stress (Corazon et al., 2019; Stigsdotter et al., 2018).

Naturbaseret teambuilding kan samtidig understøtte udvikling af psykologisk tryghed og fælles retning i teams, hvilket er centrale faktorer i organisatorisk performance (Edmondson, 2019).

Ledelsescoaching i naturen

Ledelsescoaching i naturen anvender naturmiljøer som ramme for refleksion og beslutningsprocesser. Naturkontakt kan forbedre opmærksomhed og mental klarhed og understøtte refleksion over komplekse problemstillinger (Berman et al., 2008; Kaplan & Kaplan, 1989).

Ophold i naturmiljøer kan samtidig reducere fysiologisk stressbelastning, hvilket kan forbedre beslutningsevne og emotionel regulering hos ledere (McEwen, 2007).

Naturbaseret coaching anvendes i stigende grad som metode til at skabe ro, overblik og langsigtet perspektiv i ledelsesarbejde.

Korte sanselige naturpauser

Selv korte ophold i natur kan have betydning for fysiologisk regulering. Studier viser, at selv korte ophold i grønne omgivelser kan understøtte restitution og mental klarhed (Hunter et al., 2019).

Korte naturpauser kan integreres i arbejdsdagen gennem ophold i grønne områder, korte sanseøvelser eller stille ophold udendørs. Disse pauser kan reducere den kumulative stressbelastning gennem arbejdsdagen og understøtte stabil energi og koncentration.

Naturbaseret virtual reality

I situationer hvor direkte adgang til natur ikke er mulig, kan naturbaseret virtual reality fungere som et supplement til fysisk naturkontakt. Forskning viser, at virtuelle naturmiljøer kan reducere stress og forbedre humør, særligt i situationer hvor adgang til natur er begrænset (Kalantari et al., 2022; Hubbard et al., 2025).

Studier viser også, at eksponering for simuleret natur kan øge positive følelser, reducere oplevet stress og forbedre mental tilstand, selv ved relativt korte eksponeringer (Li et al., 2023).

Forskning i immersive virtuelle naturmiljøer viser desuden, at virtuelle naturoplevelser kan understøtte oplevelsen af naturforbundethed og øge motivationen for kontakt med virkelig natur (Brambilla et al., 2024; Chan et al., 2023).

Digitaliserede naturbaserede interventioner er blandt andet blevet udviklet som en videreudvikling af skovbadning, hvor virtuelle naturoplevelser anvendes som en måde at gøre naturbaserede metoder tilgængelige for mennesker med begrænset adgang til natur. Studier af digitaliseret skovbadning peger på, at teknologien kan understøtte stressreduktion og velbefindende gennem guidede naturoplevelser (Bagger et al., 2024).

Samtidig peger forskningen på klare begrænsninger ved virtuelle naturoplevelser. Virtuel natur aktiverer primært visuelle og auditive sanser, mens multisensoriske påvirkninger som luft, temperatur, lugte og mikrobiel eksponering kun findes i virkelig natur. Disse faktorer spiller sandsynligvis en vigtig rolle i naturens fysiologiske effekter (Li et al., 2023).

Virtuel naturkontakt kan derfor forstås som et supplement til fysisk naturkontakt snarere end en erstatning. I moderne arbejdsliv kan naturbaseret virtual reality anvendes som korte restituerende pauser eller som en måde at bringe naturkontakt ind i miljøer, hvor adgang til natur er begrænset.

En bio-psyko-social og økologisk forståelse af naturbaseret sundhedsfremme

Naturbaseret sundhedsfremme bygger på en forståelse af mennesket som en biologisk, psykologisk og social organisme, der konstant påvirkes af sine omgivelser. Menneskelig trivsel kan derfor ikke forstås isoleret fra de miljøer, vi lever og arbejder i. Den bio-psyko-sociale model beskriver, hvordan biologiske processer, psykologiske erfaringer og sociale relationer tilsammen danner grundlaget for mental sundhed og fysisk trivsel (Engel, 1977).

Inden for denne forståelse indgår naturen som en aktiv faktor i reguleringen af menneskets fysiologi og psykologi. Naturkontakt påvirker nervesystemets balance, stressrespons, opmærksomhed og følelsesmæssige stabilitet og udgør dermed en væsentlig del af de betingelser, der understøtter menneskelig trivsel (Ulrich et al., 1991; Bratman et al., 2019; Twohig-Bennett & Jones, 2018).

Forskning inden for nature connectedness viser samtidig, at oplevet forbindelse til naturen hænger sammen med bedre mental sundhed og større ansvarlighed over for omgivelserne (Capaldi et al., 2014; Pritchard et al., 2020). Naturbaseret sundhedsfremme kan derfor bidrage til både individuel trivsel og en mere bæredygtig samfundsudvikling.

Inden for sundhedsfremme og mental trivsel er nature-based health interventions (NBHIs)i stigende grad blevet anerkendt som et vigtigt felt, hvor naturbaserede aktiviteter integreres i forebyggelse og behandling af stress og psykisk belastning (Kaleta et al., 2025). Naturbaserede interventioner repræsenterer en udvidelse af sundhedsforståelsen fra en overvejende biomedicinsk tilgang mod en mere helhedsorienteret forståelse af mennesket.

Denne helhedsforståelse ligger tæt på perspektiver inden for økopsykologi, hvor menneskets psykologiske trivsel ses som forbundet med relationen til den levende verden. Inden for radical ecopsychologybeskriver Andy Fisher mennesket som en del af større økologiske systemer, hvor psykologisk balance ikke alene afhænger af individuelle faktorer, men også af relationen til naturen og de økologiske omgivelser (Fisher, 2013). Psykologiske problemer kan i denne forståelse delvist ses som udtryk for en afbrudt relation mellem mennesket og det levende miljø.

Lignende perspektiver findes inden for moderne naturterapi og økopsykologi, hvor naturen forstås som en aktiv deltager i terapeutiske processer. Linda Buzzell og Craig Chalquist beskriver i deres arbejde, hvordan naturkontakt kan understøtte psykologisk integration og skabe en oplevelse af sammenhæng mellem mennesket og den levende verden (Buzzell & Chalquist, 2009). Martin Jordan har tilsvarende beskrevet, hvordan naturbaseret terapi kan forstås som et relationelt møde mellem menneske og omgivelser, hvor terapeutiske processer opstår gennem direkte erfaring med naturen (Jordan, 2015).

Disse perspektiver peger mod en udvidelse af den bio-psyko-sociale model til også at omfatte en økologisk dimension. Menneskelig trivsel opstår i denne forståelse gennem samspillet mellem:

• biologiske reguleringsprocesser

• psykologiske erfaringer

• sociale relationer

• økologiske omgivelser
  
  

Naturbaseret sundhedsfremme kan derfor forstås som en praksis, der arbejder med disse dimensioner samlet frem for adskilt.

Denne udvikling peger mod et paradigmeskifte i forståelsen af mental sundhed, hvor trivsel ikke alene betragtes som fravær af sygdom, men som et resultat af stabile relationer mellem mennesket og dets omgivelser. Naturkontakt kan i denne sammenhæng ses som en grundlæggende betingelse for menneskelig regulering og funktion.

At forstå menneskets natur – biologisk, psykologisk og relationelt – bliver dermed en forudsætning for at kunne navigere i en kompleks verden. Når naturbaserede metoder integreres i hverdagsliv, sundhedsarbejde og organisationer, arbejdes der ikke alene med symptomer, men med de grundlæggende betingelser for trivsel og stabilitet.

Naturbaseret sundhedsfremme repræsenterer derfor ikke én enkelt metode, men et tværfagligt felt, hvor biologi, psykologi, medicin, økologi og organisationsforståelse mødes. Gennem naturkontakt kan mennesker genopbygge regulering, opmærksomhed og sammenhæng – processer der udgør fundamentet for både mental sundhed og bæredygtig udvikling.

I denne forståelse bliver naturen ikke blot en ramme omkring menneskelig aktivitet, men en aktiv medspiller i udviklingen af trivsel, stabilitet og ansvarlig handling. Naturbaseret sundhedsfremme forbinder dermed menneskets indre regulering med de større økologiske systemer, som livet afhænger af.

Denne helhedsforståelse danner grundlaget for moderne naturbaseret sundhedsfremme og peger mod en fremtid, hvor menneskelig sundhed og naturens balance forstås som gensidigt afhængige størrelser.

Referencer

Nedenstående referencer udgør det videnskabelige grundlag for artiklen om naturbaseret sundhedsfremme. Referencerne er organiseret efter artiklens faglige sektioner.

Hvad er naturbaseret sundhedsfremme

Engel, G. L. (1977). The need for a new medical model: A challenge for biomedicine. Science, 196(4286), 129–136.

Bratman, G. N., Anderson, C. B., Berman, M. G., et al. (2019). Nature and mental health: An ecosystem service perspective. Science Advances, 5(7), eaax0903.

Twohig-Bennett, C., & Jones, A. (2018). The health benefits of the great outdoors: A systematic review and meta-analysis of greenspace exposure and health outcomes. Environmental Research, 166, 628–637.

Kaleta, B., Campbell, S., O’Keeffe, J., & Burke, J. (2025). Nature-based interventions: A systematic review of reviews. Frontiers in Psychology, 16.

Hartig, T., Mitchell, R., de Vries, S., & Frumkin, H. (2014). Nature and health. Annual Review of Public Health, 35, 207–228.

Nature-Based Health Interventions (NBHIs)

Kaleta, B., Campbell, S., O’Keeffe, J., & Burke, J. (2025). Nature-based interventions: A systematic review of reviews. Frontiers in Psychology.

Twohig-Bennett, C., & Jones, A. (2018). Greenspace exposure and health outcomes. Environmental Research, 166.

Antonelli, M., Donelli, D., Barbieri, G., Valussi, M., & Firenzuoli, F. (2020). Forest volatile organic compounds and their effects on human health. International Journal of Environmental Research and Public Health, 17(18), 6506.

GreenME Consortium (2023– ). Green Mind for Mental Health in Europe. EU Horizon Programme.

Nature connectedness

Capaldi, C. A., Dopko, R. L., & Zelenski, J. M. (2014). The relationship between nature connectedness and well-being. Frontiers in Psychology, 5.

Pritchard, A., Richardson, M., Sheffield, D., & McEwan, K. (2020). The relationship between nature connectedness and eudaimonic well-being. Journal of Happiness Studies.

Richardson, M., Passmore, H., Lumber, R., Thomas, R., & Hunt, A. (2020). The Green Care Code. Biological Conservation.

Joschko, L., Pálsdóttir, A. M., Grahn, P., & Hinse, M. (2023). Nature-based therapy and connectedness to nature. International Journal of Environmental Research and Public Health, 20.

Nordisk skovbad

Li, Q. (2010). Effect of forest bathing trips on human immune function. Environmental Health and Preventive Medicine, 15(1), 9–17.

Park, B. J., Tsunetsugu, Y., Kasetani, T., et al. (2010). The physiological effects of Shinrin-yoku. Environmental Health and Preventive Medicine.

Song, C., Ikei, H., & Miyazaki, Y. (2015). Physiological and psychological effects of forest therapy. Evidence-Based Complementary and Alternative Medicine.

Antonelli, M. et al. (2020). Forest volatile organic compounds. IJERPH

Fysiologiske effekter

Ulrich, R. S., Simons, R. F., Losito, B. D., et al. (1991). Stress recovery during exposure to natural and urban environments. Journal of Environmental Psychology.

Berman, M. G., Jonides, J., & Kaplan, S. (2008). The cognitive benefits of interacting with nature. Psychological Science.

Hunter, M. R., Gillespie, B. W., & Chen, S. Y. (2019). Urban nature experiences reduce stress. Frontiers in Psychology.

McEwen, B. S. (2007). Physiology and neurobiology of stress. Physiological Reviews.

Bratman et al. (2019). Nature and mental health. Science Advances.

Naturkontakt og hormonelle overgangsperioder

Hunter, M. R. et al. (2019). Nature experiences reduce stress biomarkers. Frontiers in Psychology.

Bratman et al. (2019). Nature and mental health. Science Advances.

McEwen, B. S. (2007). Stress physiology and hormonal regulation. Physiological Reviews.

Twohig-Bennett & Jones (2018). Greenspace and health outcomes. Environmental Research

Naturterapi

Annerstedt, M., & Währborg, P. (2011). Nature-assisted therapy: Systematic review. Scandinavian Journal of Public Health.

Corazon, S. S., Sidenius, U., Poulsen, D. V., et al. (2019). Nature-based therapy and stress reduction. International Journal of Environmental Research and Public Health.

Stigsdotter, U. K., Corazon, S. S., Sidenius, U., et al. (2018). Nature-based rehabilitation. Urban Forestry & Urban Greening.

Buzzell, L., & Chalquist, C. (2009). Ecotherapy. Sierra Club Books.

Jordan, M. (2015). Nature and Therapy. Routledge.

Fisher, A. (2013). Radical Ecopsychology. SUNY Press.

Joschko et al. (2023). Nature-based therapy. IJERPH.

Kaleta et al. (2025). Nature-based interventions review. Frontiers in Psychology.

Regenerativ ledelse

Hutchins, G., & Storm, L. (2019). Regenerative Leadership.

Wahl, D. (2016). Designing Regenerative Cultures.

Capra, F., & Luisi, P. L. (2014). The Systems View of Life.

McKinsey Health Institute (2023). Thriving Workplaces.

Ganster, D. C., & Rosen, C. C. (2013). Work stress and employee health. Journal of Management.
Edmondson, A. (2019). The Fearless Organization.

Geissdoerfer, M. et al. (2017). Circular economy. Journal of Cleaner Production.

Eccles, R. G. et al. (2014). Corporate sustainability. Management Science.

Benyus, J. (1997). Biomimicry.

Ellen MacArthur Foundation (2019). Circular economy.

Naturbaserede metoder i arbejdslivet

Oppezzo, M., & Schwartz, D. (2014). Walking improves creativity. Journal of Experimental Psychology.

Lottrup, L., Grahn, P., & Stigsdotter, U. (2013). Workplace greenery. Landscape Research.

Kaplan, R., & Kaplan, S. (1989). The Experience of Nature.

Hartig et al. (2014). Nature and health. Annual Review Public Health.

Bagger, C. et al. (2024). Digital forest bathing. Nordisk Sygeplejeforskning https://www.scup.com/doi/abs/10.18261/nsf.14.1.4

Browning, M. H. E. M. et al. (2020). Virtual nature. Urban Forestry & Urban Greening.

White, M. P. et al. (2018). Simulated natural environments. Environment and Behavior.

Kahn, P. H. et al. (2008). Technological nature. Current Directions in Psychological Science.

Bio-psyko-social forståelse

Engel, G. L. (1977). Biopsychosocial model. Science.

Capaldi et al. (2014). Nature connectedness. Frontiers Psychology.

Buzzell & Chalquist (2009). Ecotherapy.

Jordan (2015). Nature and Therapy.

Fisher (2013). Radical Ecopsychology.

Kaleta et al. (2025). NBHI review.