CAMILLAS BERETNING
FRA NATUREN

GENFORTRYLLET AF NATUREN

En personlig fortælling om naturens og skovbadets helende egenskaber

Camilla er vokset op i et hektisk hjem med mange akademiske krav og oversete behov og følelser fra en tidlig alder. Dette har gennem hendes liv sat dybe spor fysisk og psykisk. Først da Camilla arbejder sig ind i sin egen kontakt til naturen, begynder hun at mærke en hidtil ukendt ro og nærvær. Naturen har så stærk en indvirkning, at Camilla omlægger sit liv. Dette er hendes historie.

“Jeg føler virkelig, vi er på et tidspunkt i vores samfundsudvikling, hvor vi seriøst har brug for skovbadet til at blive genfortryllet af naturen!

Hvordan skal vi ellers få omsorg for naturen igen og passe bedre på den?

Du kan ikke have omsorg for noget, du kun bruger som en kulisse. Du er nødt til at lære at passe på den. At have lyst til at passe på den! Hvis flere får lyst til at bruge skovbadet aktivt, vil det ikke kun gøre underværker for vores alles fysiske og mentale helbred, men også for den måde vi indretter samfundet på. For lige nu ødelægger vi ikke kun naturen - men også os selv. Vi er nødt til at sænke tempoet og lære af naturen til at genopfinde vores samfundsmodel. Og det, der blandt andet skal til, er, at vi går mere kollektivt sammen - ligesom naturen.”

Sådan advokerer Camilla Uhrskov Jordal for genetableringen af individets og samfundets dybe forbindelse til naturen. Hendes personlige beretning er et vidnesbyrd om, hvordan naturen kan forandre, og jeg har fået lov til at fortælle hendes livshistorie her.

Da jeg møder Camilla, er hun studerende på uddannelsen til Nordisk Skovbadguide. Som en akademiker ud af en familie med en stærk holdning til, at det er vigtigt at være intellektuel, betræder hun nyt land, da hun som 29-årig siger ja til at bevæge sig ud i naturen og endda uddanne sig i skovbadets kunst. Hun er for nylig flyttet fra Sjælland til Bornholm med sin mand, og her er det også naturen, der har trukket i hende.

Camilla starter i disse år af hendes liv en rejse, der ender med at give hende en ny måde at være i verden på. En måde der indebærer langt mere ro, nærvær i egen krop og bevidsthed om hendes egne behov, end hun havde troet mulig med tanke på hendes opvækst og teenageår.

“Jeg har været i konstant alarmberedskab igennem hele min opvækst. Min familie var presset på mange fronter, blandt andet fordi min søster var mentalt udviklingshæmmet fra fødslen. Da jeg var lille boede hun hjemme, og min mor passede hende. Hun havde brug for mere støtte, end min mor kunne give, og min far havde ikke det mentale overskud til at hjælpe og arbejdede også alt for meget. Som helt lille kæmpede jeg for at få den opmærksomhed, som hun tog rigtig meget af, men samtidig lærte jeg også ikke at tage opmærksomhed. Jeg gik på æggeskaller hele tiden for at undgå, at alt det pres og voldsomme følelser, der boede i væggene i huset eksploderede i hovedet på mig, og jeg blev hyper opmærksom på, hvordan alle andre omkring mig havde det, og hvordan jeg kunne være det nemme barn og ikke være til besvær.”

Da Camilla er seks år, kommer hendes søster på et botilbud. Men forældrenes ægteskab er konfliktfyldt, og det ender i en voldsom skilsmisse, da Camilla er på tærsklen til teenageårene. Her oplever hun at blive brugt som skyts mod den anden, og begge forældre fremhæver de dele af hendes adfærd, der minder dem negativt om den anden forælder.

Camilla siger: “Jeg fik aldrig lov til at finde ud af, hvem jeg gerne ville være. I stedet blev jeg en imiteret udgave af, hvad jeg troede, hver af mine forældre ønskede af mig. Jeg skulle være perfekt i alt, hvad jeg gjorde og aldrig være til besvær. Jeg skulle klare mig exceptionelt akademisk, jeg skulle tjene mine egne penge, og jeg skulle klare alt selv. Noget kom fra mine forældre, men meget var forventninger, som jeg pålagde mig selv.”

Oplevelserne i hendes opværkst gør, at Camilla som ung voksen oplever, at hun har en kropslig disconnection mellem sit hoved og sin krop - med andre ord har hun lukket helt af for at kunne mærke sin krop.

“Som ung oplevede jeg, at mine kropslige følelser var farlige og gav konflikter, hvis jeg handlede på dem,” fortæller hun. “Derfor lærte jeg mig selv at lukke helt ned for dem. Men min krop måtte fortælle mig det på en eller anden måde, og jeg endte med at udvikle en autoimmun sygdom i form af kronisk tarmbetændelse, da jeg flyttede hjemmefra. Jeg er selv overbevist om, at sygdommen har en forbindelse til, hvad jeg lærte i min opvækst. Og for en der var vant til, at jeg kunne lukke af for mine behov, var det virkelig hårdt at stå med en krop, der skreg hele tiden. Hver gang jeg spiste noget, fik jeg det fysisk dårligt. I dag er det flere år siden, sygdommen har været i udbrud, og det tror jeg har meget at gøre med, at jeg har ændret mit liv og fået en bedre bevidsthed og kontakt med min krop. I dag er jeg slet ikke påvirket af sygdommen mere.”

Et skridt mod genfortryllelse

Camilla har siden barnsben mærket, at der er noget særligt dragende ved naturen. Men det blev ikke dyrket i hjemmet. Her var naturen noget, der skulle se pæn og ordentlig ud og ikke noget, man opholdt sig i. Så det er først, da Camilla møder sin mand Laust og hans familie, der bor på en gammel gård på Bornholm, at hun begynder at genopdage, hvad naturen kan.

“Den måde, Lausts familie er i naturen på, ændrede hvordan jeg selv så naturen. Når vi var på ferier sammen, oplevede jeg, hvordan det var at være i naturen og rent faktisk lægge mærke til de forskellige træer, til fuglene, og hvordan det var at gå på opdagelse uden for stierne. Det gav mig en helt utrolig ro og glæde ved naturen, og det gjorde mig også virkelig forelsket i Bornholm. Vi besluttede at flytte fra vores lille lejlighed, selvom jeg stadig havde job i København, og da corona ramte et år senere, skiftede jeg arbejde og blev fuldtids-bornholmer.”

Camilla beslutter sig i samme proces for at tage en uddannelse som Nordisk Skovbadsguide.

“Jeg var tiltrukket af, at der er så meget evidens bag skovbadet. Udover, at det trak i mig at komme mere ud og opleve naturen gennem skovbadet og selv blive guidet af andre, ønskede jeg også en uddannelse, der kunne åbne for nogle andre døre end den akademiske verden, og der betyder det noget for mig, at den metode, jeg lærer, er videnskabeligt underbygget.”

Da Camilla starter på uddannelsen, er hun ikke langt fra en stresssygemelding. På det tidspunkt har hun haft et års intenst hjemmearbejde i et nyt arbejde udelukkende fra en skærm, og de første dage på uddannelsen har hun svært ved at være i det langsomme og stille tempo, som meget af uddannelsen består af. Hun fortæller:

“Min krop kunne slet ikke være i det. Jeg mærkede pludselig alle de følelser og særlig den vrede, jeg havde holdt nede, og jeg kan huske, hvordan gråden hele tiden sad i min hals, uden at jeg turde give slip. Men på dag tre overgav jeg mig - og så kom der en form for ro, jeg aldrig havde mærket før. Det var en kæmpe forløsning. Det føltes som at gå fra en energi, hvor hjernen bare zapper rundt som en flue til en energi, der bedst af alt kan beskrives som en af de køer, der var på Røsnæs, hvor vi var, og som stod stille i solen og tyggede drøv. Den følelse af helt særlig ro er en, som jeg har kunnet vende tilbage til lige siden.”

Skovbadet styrker evnen til selvregulering

Camilla fortæller, at uddannelsen til skovbadsguide fuldstændig har ændret måden, hvorpå hun regulerer sig selv i dag. Naturen er blevet til hendes helle, hvor hun går ud for at nulstille sig selv.

“Tidligere kunne jeg finde på at dulme følelser og udmattelse med for eksempel chokolade og Netflix. Jeg brugte det til at forsvinde, men nu går jeg udenfor for at komme ned i min krop og være i naturen med det, der er overvældende. Jeg ved præcis, hvad jeg skal gøre derude for, at det virker. Da jeg for eksempel var gravid med min datter og var gået 11 dage over tid, kunne jeg mærke, at jeg havde meget uro i min krop. Der gik jeg ud og skovbadede mig selv i frost og sne, smed kold sne i ansigtet og lavede sneengle, indtil jeg begyndte at grine. Fødslen gik i gang den nat. Det føles på en måde magisk.”

“Når jeg føler mig presset og egentlig helst vil ligge på sofaen og scrolle på min telefon, så gør jeg det modsatte. Jeg rejser mig op og går ud i haven eller søger hen til et særligt vandfald, som er her på øen. Så rokker jeg fra side til side, lægger måske en hånd på maven og en på hjertet og aktiverer mine sanser, præcis som vi lærte på uddannelsen. Jeg tager mig god tid, slipper langsomt tankerne, og overgiver mig kun til mine sanser. Jeg ved, at når mit indre legebarn kommer frem, så er jeg der, hvor jeg skal være. Når Laust og jeg skovbader sammen, ved han også præcist, hvornår det sker. Han kan altid se det på mig.”

På et tidspunkt under uddannelsen, har Camilla og jeg en naturterapeutisk 1-1 session. Her søger vi ned mod en eng, og Camilla bliver fascineret af et stort, gammelt træ.

“Den ene side af træet tiltrak mig først, fordi den side havde en orden over sig - det var stilrent, symmetrisk, og der var intet højt græs. På den anden side var der til gengæld meget højt græs, knudrede grene, og der var på en måde rodet. Jeg endte med at føle mig mest draget af den rodede og knudrede side, og jeg kravlede til sidst rundt på de knudrede grene og lå i det høje græs. Det føltes befriende, for det var et billede på, hvordan jeg selv har gemt den rodede og knudrede side af mig selv væk, fordi jeg har lært, at jeg skulle være så ordentlig og perfekt. Den oplevelse i naturen gav mig en helt anden forståelse af mig selv og en oplevelse af helhed. At jeg endelig kunne stå ved de dele af mig, som jeg før havde skubbet væk, men som i virkelig var tættere på, hvem jeg i virkeligheden er.”

En faglig sti

Da Camilla er færdig med uddannelsen til Nordisk Skovbadsguide opretter vi sammen FNSG - Foreningen for Nordiske Skovbadsguider, hvor hun i dag er næstforperson. Camilla er i gang med at opbygge en selvstændig virksomhed på Bornholm, mens hun fortsat arbejder i Rådet for Socialt Udsatte. Hun sidder også i bestyrelsen for Foreningen Outdoor Bornholm og har lavet skovbadsture bl.a. for Bornholms Regionskommune og for Destination Bornholm i forbindelse med en udviklingsplan for turisme på øen frem mod 2030.

“Skovbadsuddannelsen har givet mig en anden sti end den akademiske, som jeg er begyndt at følge mere og mere, og som jeg en dag kan følge fuldt ud, når jeg føler mig klar til det. Min mavefornemmelse siger, at det er den vej, jeg skal gå - og jeg har lært at lytte til min mavefornemmelse nu. Det giver mig mod og livsglæde at vide, at jeg er ved at opbygge en fremtid, hvor der er plads til hele mig - med knudrede grene, højt græs, og det hele.”